Lussingesyge
Parvovirusinfektion
Parvovirus B19 er et af de få parvovirus, der kan smitte mennesker. Smittekilden er inficerede mennesker, og man kan ikke blive smittet fra brugs- eller kæledyr, der er smittet med parvovirus. Infektionen er almindelig blandt små og større børn, og ved 20-års alderen er ca. 2/3 blevet smittet. Overstået infektion efterlader livslang immunitet ( beskyttelse). Det vil sige, at man kan kun blive smittet én gang i sit liv.
Symptomer
Sygdommen – erythema infectiosum – kaldes også ”lussingesyge”, fordi specielt børn kan få et kraftigt, rødt udslæt på begge kinder. Desuden kan der ses et fintplettet udslæt på resten af kroppen. En til to uger efter smitten starter symptomerne med feber og lidt tør hoste i et par dage, efterfulgt af fald i temperaturen, og derefter på ny lettere feber ved udslættets fremkomst. Sygdommen er mild, og mange smittede får ingen symptomer. Mange voksne får intet udslæt, men derimod ledsmerter – specielt hyppigt hos kvinder – lokaliseret symmetrisk til de små led i hænder og fingre. Symptomerne kan minde om begyndende leddegigt og kan vare i ugevis.
Smitte
Sygdommen er smitsom, og virus kan overføres både ved direkte og indirekte kontakt. Smitterisikoen er størst i forbindelse med den første feberperiode med lette symptomer fra luftvejene. Efter udslættets fremkomst kan virus ikke påvises i svælget, og smitterisikoen er formentlig meget lille. Den tredjedel af voksne, der ikke har haft infektionen og derfor ikke har antistoffer mod parvovirus B19 i blodet og er modtagelige for smitte, har ca. 2% risiko pr. år for at blive smittet. Under epidemier (de tidlige forårsmåneder hver 3.–4. år) kan risikoen for smitte stige til 20%.
I familier med et smittet barn har voksne modtagelige ca. 50% risiko for at blive smittet, mens smitterisikoen er ca. 25% i institutioner med syge børn (børnehaver, fritidshjem og skoler).
Undersøgelser
Diagnosen stilles ofte hos barnet på grundlag af det karakteristiske udslæt, men en sikker diagnose kan kun stilles ved hjælp af antistofundersøgelse. Det er muligt med en parvovirus B19-antistofundersøgelse på en enkelt blodprøve at finde ud af, om en person er modtagelig for infektionen, om man er blevet smittet, eller om man er immun. Hos gravide med risiko for at have været udsat for smitte vil lægen ofte gentage prøven, hvis den første prøve viser modtagelighed for infektionen.
Er det farligt?
Som før nævnt forårsager parvovirus B19 kun en mild sygdom hos børn og voksne, men det ufødte barn, specielt ved smitte i første halvdel af graviditeten, har risiko for at blive alvorligt syg. Denne risiko er dog lille.
Risiko ved graviditet
Såfremt den gravide smittes, er der op til 50% risiko for smitte af fostret. Smitte af fostret følger ca. 3-4 uger efter den gravides infektion, og nogle få procent af fostre, smittet før 20. uge, har risiko for fosterdød eller hydrops, dvs. væskeophobning på grund af svær blodmangel. Den samlede risiko for, at en smittet gravid mister sit foster, det vil sige sen spontanabort, er mindre end 1%. Over 95% af de smittede fostre overlever således infektionen, og der er aldrig konstateret senfølger eller misdannelser efter infektionen – børnene fødes sunde og raske. Gravide, der mener sig udsat for en smitterisiko under en parvoepidemi – enten på grund af syge børn i hjemmet eller på arbejdet – kan lade sig undersøge for immunitet (som nævnt ovenfor). Findes den gravide modtagelig, er det vanskeligt helt at undgå smitterisiko, f.eks. er den gravide så nødt til at forlade hjem og børn i ugevis på grund af sygdom hos søn eller datter. Sygemelding af gravide pædagoger og lærere
Internationale undersøgelser over en mulig øget smitterisiko hos modtagelige voksne, der arbejder med børn, konkluderer samstemmende: “Det anbefales ikke, at modtagelige gravide rutinemæssigt fritages for arbejde med børn under epidemitider.” Danmark er således det eneste land, hvor Arbejdstilsynet (At-vejledning A.1.8, Gravide og ammendes arbejdsmiljø, januar 2009) skriver, at modtagelige, gravide ikke må beskæftige sig med arbejde i daginstitutioner eller ved undervisning i børnehaveklasser og førsteklasser (indskoling).
Behandling
Der findes ingen medicin, der kan bekæmpe parvovirusinfektionen. Såfremt der konstateres en aktuel infektion hos en gravid, bør hun henvises til specialafdeling.
Kan man forhindre smitte?
Der findes ingen vaccine til forebyggelse af parvovirus B19-infektionen, og da sygdommen er smitsom og ofte forløber uden symptomer, indebærer enhver menneskelig kontakt en mulig smitterisiko. Kort sagt: Det er ikke muligt at forebygge smitte. Omhyggelig hygiejne kan dog formindske risikoen for smitte, f.eks. ved hyppig håndvask.